Alle forældre kender den lille knude i maven, når ryggen vendes til, og barnet skal blive i vuggestuen. Men hvornår er tårerne blot et “Farvel, jeg kommer til at savne dig!”, og hvornår er de et tegn på egentlig separationsangst, der kræver ekstra opmærksomhed?
I denne artikel tager vi dig med ind i de helt tidlige børneår, hvor tryghed, tilknytning og dagligdags rutiner mødes – og til tider clasher. Vi dykker ned i 9 tydelige signaler på separationsangst hos vuggestuebørn, så du kan skelne mellem den almindelige afleveringsuro og de situationer, hvor kroppen og sindet siger “Her er noget, jeg ikke kan rumme alene!”
Du får både konkrete eksempler, genkendelige hverdagsbilleder og små håndsrækninger til, hvordan du kan berolige, støtte og samarbejde med pædagogerne. Målet er ikke at skabe bekymring, men at give dig de bedste forudsætninger for at spotte problemerne i tide – så I sammen kan vende tårevædet farvel til tryg gensynsglæde.
Kraftig gråd og klamren ved aflevering i vuggestuen
Næsten alle små børn protesterer, når de skilles fra mor eller far, men ved separationsangst er reaktionen markant stærkere og mere vedvarende end den almindelige “øv, jeg vil ikke sige farvel”-uro.
- Panisk gråd: Barnet skriger eller hulker uden pause – også efter du er gået ud af døren – og kan have svært ved at berolige sig selv i op til en halv time eller mere.
- Kropslig klamren: Små hænder greb om hals, tøj eller hår, mens benene snoes om din krop. Barnet nægter at slippe, selv når pædagogen tilbyder trøst.
- Afvisning af andre voksne: Barnet vender hovedet væk, skubber pædagogen væk eller råber “NEJ!”, selvom vedkommende normalt er en tryg base.
- Forudgående uro: Allerede hjemme kan barnet blive rastløst, klynkende eller fysisk uroligt, når tasken pakkes eller overtøjet findes frem.
- Langvarig optrapning: Reaktionerne bliver stærkere i løbet af uger i stedet for at aftage, som de ellers gør under almindelig indkøring.
| Almindelig afleveringsuro | Separationsangst |
|---|---|
| Gråd stopper oftest inden for 3-5 minutter efter forælder er gået | Vedvarende gråd 10-30+ minutter, selv med trøst |
| Barnet lader sig hurtigt aflede af leg eller mad | Barnet nægter aktiviteter, spiser ikke og søger kun døren |
| Reaktionen aftager gradvist over 1-2 uger | Reaktionen intensiveres eller vender tilbage efter korte pauser (weekend, sygdom) |
| Barnet er generelt trygt resten af dagen | Barnet er ængsteligt hele dagen og klamrer ved afhentning |
Hvorfor sker det? Rundt 10-18 måneder begynder barnet at forstå, at forælder kan være væk – men endnu ikke, at adskillelsen er midlertidig. Når nervesystemet samtidig er umodent, kan separationen føles truende, selvom den logisk set er sikker.
Hvad kan du gøre?
- Skab forudsigelighed: Lav den samme korte farvelrutine hver dag – kram, kys, vink, gå.
- Tal roligt, men bestemt: “Mor går nu, mor kommer efter frugtmaden.” Lange forklaringer kan forvirre.
- Overlad trøsten til en fast pædagog: En tydelig overlevering signalerer, at denne voksne er tryg.
- Øv små adskillelser hjemme (gå på toilettet, hente post) og kom altid tilbage som lovet.
- Undgå at snige dig væk – det underminerer tilliden og kan forstærke angsten.
Kan du krydse flere af ovenstående tegn af, og varer reaktionen over flere uger, er det en god idé at tale med både pædagogerne og evt. sundhedsplejersken om en fælles plan, så dit barn igen kan føle sig trygt – også når I siger farvel i garderoben.
“Skyggebarn” derhjemme: følger dig overalt
Har du en lille “hale”, der tripper lydløst efter dig fra stue til køkken – og helt ud på badeværelset? Når et vuggestuebarn bliver som en skygge derhjemme, skyldes det sjældent dårlig opdragelse; oftest er det et signal om, at tryghedskontoen er i bund, og at barnet bruger den primære omsorgsperson som levende sikkerhedsnet.
- Fysisk klistren – barnet hænger i dit bukseben, vil sidde på hoften eller insisterer på at holde dig i hånden, selv under almindelig leg.
- Orienteringsbehov – hver gang du rejser dig, følger barnet med øjnene, og forsvinder du blot et par skridt væk, reagerer det med gråd eller råb.
- Manglende selvstændig leg – legetøjet er kun interessant, hvis du sidder helt tæt på, og barnet placerer sig helst på din skød frem for gulvet.
- Toilet- og badepanik – lukkede døre udløser bankende små knytnæver eller hjerteskærende “moaar!” bag døren.
En vis grad af “følgen efter” er normal i 8-18-månedersalderen, hvor forståelsen af objektpermanens (at du findes, selvom du er ude af syne) stadig er under udvikling. Når barnet dog konsekvent ikke kan slippe dig – også i velkendte hjemlige rammer – er det et af de tydeligste signaler på separationsangst.
Hvad sker der inde i det lille hoved?
Når hverdagen byder på mange adskillelser (fx lange vagter i vuggestuen, sygdom eller store forandringer derhjemme), kan barnets indre alarm gå i rød. Kroppen udskiller stresshormoner, og nervesystemet skriger efter kontakt med “tryghedsbasen” – dig. At følge dig overalt er barnets måde at sikre sig, at den livsvigtige voksen ikke forsvinder igen.
| Prøv dette | Derfor hjælper det |
|---|---|
| Korte “kom-tilbage-lege” (kig-bøh bag sofaen, hente en bold i gangen) | Træner barnets erfaring med, at du altid vender tilbage. |
| Verbal forvarsling: “Mor går ud og tisser, jeg er tilbage om to minutter” | Skaber forudsigelighed og giver barnet kontrol over situationen. |
| Etabler en “tryg base-station” i hvert rum (pudehjørne, lille stol) | Giver barnet et sted at vente, uden at skulle klamre sig fysisk til dig. |
| Faste hjemmerutiner før/efter vuggestue | Gentagelser dæmper stressnivauet og øger fornemmelsen af stabilitet. |
Hvis skyggeadfærden varer mere end nogle uger, intensiveres, eller begynder at begrænse barnets evne til at spise, sove og lege, kan det være en god idé at drøfte det med både pædagoger og sundhedsplejerske. Tidlig støtte kan forebygge, at separationsangsten bider sig fast og spænder ben for barnets nysgerrighed på verden.
Voldsomme reaktioner på korte adskillelser
For mange vuggestuebørn er det helt normalt at protestere lidt, når mor eller far forsvinder ud af syne – men ved separationsangst bliver reaktionen markant stærkere og mere vedvarende, selv når adskillelsen er både kort og forudsigelig.
Du kan opleve, at barnet:
- går i oprør, når du blot skal skylle hår i brusebadet eller henter vasketøjet fra et andet rum
- skriger utrøsteligt og stivner kropsligt, i stedet for den sædvanlige “protestlyd” mange småbørn giver fra sig
- har svært ved at falde til ro igen, selv efter du er kommet tilbage; barnet kan være oprørt i 15-30 minutter eller længere
- bliver utrygt, så snart du giver signal om at gå – fx tager jakken på eller drejer dig mod døren
Her er det ikke antallet af minutter væk, der tæller, men selve oplevelsen af tab af kontakt. Barnet har endnu ikke en indre fornemmelse af, at du “findes”, når du er ude af syne, og derfor udløses alarmberedskabet:
| Typisk udviklingsprotest | Separationsangst |
|---|---|
| Gråd stopper hurtigt, når forælder er retur | Vedvarende gråd, klamren og rastløshed længe efter gensyn |
| Kan distraheres af legetøj/pædagog | Afviser trøst og aktiviteter, søger kun forælderen |
| Uensartet – afhænger af dagsform | Nærmest hver gang, også når barnet ellers er veludhvilet |
Hjælp barnet igennem de små pauser
- Forbered med ord og rutiner
Sig: “Mor går lige på toilettet og kommer tilbage om to minutter.” Gentag samme sætning hver gang – genkendeligheden virker beroligende. - Brug konkrete tidsmarkører
Eksempel: Sæt et lille timeglas eller lad børste-tænder-sangen spille, mens du er væk, så barnet kan “se” tiden gå. - Øv korte afstande gradvist
Start med at træde to skridt væk og komme tilbage, dernæst fem skridt, så ind i naborummet. Succesoplevelser bygger tillid. - Giv en “trøsteting”
Et foto af dig, dit tørklæde eller barnets yndlingsbamse kan fungere som bro mellem fravær og gensyn. - Hold roen – også i din krop
Hvis du virker stresset eller skynder dig, smitter det. Tal roligt, giv et fast afskedskram og undgå at liste væk.
Selv med disse strategier kan et barn med separationsangst have brug for professionel støtte. Kontakt pædagogerne, din sundhedsplejerske eller en børnepsykolog, hvis:
- reaktionerne eskalerer over tid
- barnet begynder at undgå leg, spiser eller sover markant dårligere
- angsten begrænser hele familiens hverdag i mere end nogle få uger
Husk: Separationsangst er et udtryk for stærk tilknytning – ikke uopdragenhed. Med tålmodighed, tydelige rammer og nænsom træning kan de fleste børn igen lære at føle sig trygge, også når mor eller far er i et andet rum.
Søvnproblemer: svært ved putning og hyppige opvågninger
For de fleste småbørn er søvnen en elastik, der kan strække sig forskelligt fra nat til nat. I 1-2-årsalderen er det helt normalt, at putningen nogle aftener tager længere tid, og at barnet indimellem vågner, fordi verden er spændende, og nye færdigheder (f.eks. at kunne gå) begynder at fylde i kroppen. Når søvnudfordringerne bliver vedvarende og intensiveres i perioder med adskillelse, kan det dog være et signal om separationsangst.
| Typisk udvikling 1-2 år | Tegn på separationsangst |
|---|---|
| Barnet pludrer, vender og drejer sig lidt, men falder i søvn på 10-20 min. | Kraftig gråd og panik, hver gang du lægger barnet ned, selv efter rolige rutiner. |
| 1-2 opvågninger, hvor barnet hurtigt lader sig trøste med kort kontakt. | Hyppige opvågninger (4+), hvor barnet kun falder til ro, hvis du tager det op eller ligger tæt. |
| Midlertidige protester ved udviklingsspring (fx sproglige ryk). | Langvarige protester, der topper omkring afleveringer i vuggestue eller andre adskillelser. |
| Barnet kan ofte beroliges af en kendt bamse eller sut. | Nægter at acceptere overgangsobjekter og insisterer på din fysiske tilstedeværelse. |
Typiske søvnreaktioner ved separationsangst
- Putteprotester: Barnet skriger, stiver kroppen eller klamrer sig fast, så snart I nærmer jer sengen.
- Behov for konstant bevægelse: Kræver at blive vugget, gået med eller kørt i barnevogn, før det overhovedet kan falde til ro.
- ”Tjekker” om du er der: Vågner gentagne gange for verbalt eller fysisk at bekræfte din tilstedeværelse – ofte ved at kalde, græde eller kravle ud af sengen.
- Svære re-nedlæggelser: Barnet går i fuldt alarmberedskab, hvis du forsøger at liste dig ud, og starter gråden forfra.
Separationstrigget kan vise sig allerede under aftenrutinen. Eksempel: Barnet er fint tilfreds, mens I børster tænder, men reagerer voldsomt i det øjeblik du slukker lyset – et tidspunkt, hvor barnet intuitivt fornemmer, at du snart forlader rummet.
Hjælpsomme greb derhjemme
- Skab en forudsigelig putterutine (samme rækkefølge hver aften) og fortæl løbende, hvad der sker: “Nu tager vi nattøj på, bagefter læser vi bog, så siger vi godnat.”
- Brug overgangsobjekter – en blød bamse med din duft eller et lille foto-laminat, som barnet kan røre ved.
- Indfør ”tjek-ind”-metoden: Gå ud i få sekunder, kom tilbage og ros barnet for at blive liggende. Forlæng gradvist intervallerne, så barnet lærer, at du altid vender tilbage.
- Undgå større skærmstimuli tæt på sengetid og hold lyset dæmpet for at understøtte melatoninproduktionen.
- Ved meget voldsomme reaktioner: Overvej midlertidig tryghedsco-sleeping i eget værelse (madras på gulvet), mens I arbejder med gradvis udfasning.
Varer uro og nattevågneperioder mere end 2-3 uger, eller er de ledsaget af andre stærke angsttegn (fx nedsat appetit, fysisk uro i institutionen), er det en god idé at invitere pædagogerne til dialog og eventuelt rådføre jer med sundhedsplejerske eller børnepsykolog. Jo tidligere barnet får hjælp til at genopfinde trygheden omkring søvnen, desto hurtigere brydes den onde cirkel af overtræthed og yderligere angst.
Fysiske symptomer uden klar sygdom
Når et ellers raskt barn igen og igen klager over “ondt i maven” eller ser blegt og mat ud kort før I skal ud ad døren, kan det være et kropsligt signal på separationsangst – ikke en egentlig maveinfluenza. Små børn har svært ved at sætte ord på følelser som uro og savn, og derfor “taler kroppen” i stedet.
- Mavepine & kvalme: Stresshormoner får tarmene til at arbejde hurtigere eller langsommere. Resultatet kan være luft i maven, løs afføring eller at barnet mister appetitten netop ved afsked.
- Hovedpine: Spændinger i nakke og kæbe, fordi barnet ubevidst bider tænderne sammen i forventning om at skulle sige farvel.
- Diffus kropsømhed: Barnet peger måske på benene eller ryggen og siger “av” uden, at der er et synligt mærke. Det kan skyldes muskelspændinger forårsaget af langvarig uro.
Et klassisk kendetegn er, at symptomerne topper omkring afleveringen og aftager, når barnet enten er afledt i leg eller kommer hjem igen. I weekender og ferier forsvinder de ofte helt.
| Situation | Mulig stressreaktion | Hjælpende handling |
|---|---|---|
| 15 min. før overtøjet skal på | Kvalme, nægter morgenmad | Skru ned for tempoet, tilbyd rolig aktivitet og let, tør mad (fx kiks eller banan) |
| I garderoben | Ondt i maven, tårer | Bevar fysisk kontakt, brug forudsigelige farvelritualer, giv kort forklaring om hvornår du henter |
| Hjemme igen | Symptomer forsvinder hurtigt | Bekræft følelsen: “Din mave var helt mærkelig i morges, hva’? Det kan ske, når man savner” |
Sådan kan du støtte dit barn:
- Navngiv kroppen: Sig højt, at mavepinen hænger sammen med savn eller nervøsitet – det hjælper barnet med at forbinde følelser og fysiske fornemmelser.
- Indfør mikropauser: Stop op, kram og træk vejret roligt sammen, inden I går ud ad døren. Det sænker stressniveauet.
- Hold øje med mønstre: Notér hvornår og hvor ofte symptomerne opstår. Del observationerne med pædagogerne, så de kan være ekstra nærværende ved modtagelsen.
- Udeluk sygdom: Tvivl? Kontakt lægen. Vedvarende feber, udslæt eller vægttab skal altid undersøges, også selvom angsten spiller ind.
Jo mere barnet oplever, at du tager dets kropssignaler alvorligt – og samtidig viser, at de kan håndteres – desto lettere bliver det gradvist at slippe angsten ved aflevering.
Nedsat appetit i institutionen
Det er ikke ualmindeligt, at vuggestuebørn spiser mindre i perioder, men når nedsat appetit kun viser sig i institutionen – og særligt omkring aflevering eller i situationer uden en kendt, tryg voksen – kan det være et tydeligt signal om separationsangst.
Sådan kan det se ud
- Barnet piller i maden, skubber tallerkenen væk eller siger “nej” til stort set alt, selv favoritter hjemmefra.
- Madglæden vender tilbage, så snart en forælder eller yndlingspædagog sidder helt tæt – eller når barnet kommer hjem.
- Barnet spiser kun, hvis det kan sidde på skødet eller holde fysisk kontakt (fx hånd, trøje) med den trygge voksen.
- Kan virke rastløs, klynkende eller let til tårer ved bordet og forlader hurtigt sin plads.
Hvorfor påvirker utryghed appetitten?
Når et lille barn føler sig usikkert, frigiver kroppen stresshormonet kortisol. Det kan hæmme både sultfornemmelse og fordøjelse. Kroppen er kort sagt i “alarmberedskab”, hvor mad ikke prioriteres. Først når barnet igen føler sig trygt, “tænder” appetitten.
| Utryghedstrigger | Typisk reaktion ved måltidet |
|---|---|
| Ny pædagog ved bordet | Barnet kigger konstant efter udgangen eller døren; nægter at tage første bid. |
| Forælder er netop gået | Tårer i øjnene, vender sig væk fra maden, vil hellere putte eller bæres. |
| Støj eller uro i rummet | Overstimuleret, skubber mad væk, vil ned fra stol og søger ro. |
Hvad kan du og pædagogerne gøre?
- Skab forudsigelighed: Aftal faste pladser og en genkendelig rutine ved måltiderne, så barnet ved, hvad der skal ske.
- “Tryghedsanker” ved bordet: En lille bamse, et tæppe eller et foto af mor/far kan ligge på stolen som et fysisk symbol på nærhed.
- Tæt voksenkontakt: I begyndelsen kan pædagogen sidde lige ved siden af, spejle barnets ansigtsudtryk og tale roligt om maden.
- Små, hyppige portioner: Mindre tallerkener og mulighed for at snacke senere mindsker presset for at spise meget på én gang.
- Involver barnet: Lad det være “hjælper”, der deler skeer ud eller vælger grøntsager – medbestemmelse øger følelsen af kontrol.
- Bro mellem hjem og vuggestue: Send en lille madpakke med velkendte smage et par dage eller del billeder af barnets yndlingsretter med pædagogerne.
Når nedsat appetit hænger sammen med separationsangst, handler løsningen sjældent om at lokke med desserter eller “tvinge” få bider ned. Nøglen er tryghed. Får barnet ro og nærvær, vil appetitten oftest komme tilbage helt af sig selv.
Regression i færdigheder
Når et barn, der ellers har sagt farvel til sutten, igen begynder at række ud efter den, eller når et næsten blefrit barn pludselig vil have ble på hele dagen, kan det føles som et stort skridt tilbage. Men regression er en helt normal – og midlertidig – reaktion på stress, fx den uro separationsangst skaber. Barnets hjerne søger simpelthen mod velkendte strategier, som tidligere gav tryghed.
Typiske former for regression ved separationsangst
- Sut eller flaske genindføres: Barnet beder om “nini” ved sengetid eller efter aflevering i vuggestuen.
- Pottetræning går i stå: Flere uheld eller et direkte ønske om igen at bruge ble.
- Mere “baby-agtig” kommunikation: Gør sig sprogligt yngre – siger f.eks. “mam-mam” i stedet for de ellers lærte ord.
- Kropslig afhængighed: Barnet vil bæres hele tiden eller vil sidde på skødet, selvom det tidligere løb rundt på egen hånd.
Hvorfor sker det?
Stresshormonet kortisol stiger, når barnet føler utryghed. I den situation “slukker” hjernen for nogle af de nyerhvervede færdigheder (som kræver overskud) og prioriterer ren overlevelse og nære tilknytningsstrategier. Det kan give indtryk af, at udviklingen går baglæns, men færdighederne er ikke forsvundet; de ligger blot i dvale, indtil barnet igen føler sig trygt.
Sådan kan du støtte barnet
- Mød behovet – uden skam: Giv sutten eller bleen midlertidigt, hvis den giver ro. Forklar roligt: “Du må gerne bruge sutten lidt, når det hele føles svært.”
- Bevar strukturen: Hold fast i genkendelige rutiner (morgen, måltider, putning). Forudsigelighed skaber tryghed, som mindsker behovet for regression.
- Tilbyd alternativer: Introducér en tryghedsting (bamser, nusseklud) eller en simpel vejrtrækningsleg som barnet kan bruge, når det savner dig.
- Kommunikér med vuggestuen: Fortæl pædagogerne om tilbagefaldene, så de kan hjælpe med korte, trygge pauser, ekstra kram og opmærksomhed omkring toiletbesøg og måltider.
- Fejr små fremskridt: Når barnet igen vælger potten eller lægger sutten fra sig, så anerkend det – men uden at presse eller shame tilbagefald.
Husk: De fleste regressive faser varer fra få dage til et par uger. Kontakt sundhedsplejerske eller egen læge, hvis tilbagefaldene er vedvarende og ledsages af markant vægttab, udtalt tristhed eller social tilbagetrækning.
Overdreven bekymring for forældres sikkerhed
Når separationsangsten topper, kan den lille få en næsten katastrofetænkende fantasi om, at mor eller far forsvinder for altid eller kommer til skade på vej ud af døren. Selv om verbal-sproget i 1-2-årsalderen er begrænset, kan bekymringen komme til udtryk på flere måder.
Typiske signaler
- Gentagne spørgsmål – barnet peger mod døren eller siger igen og igen: “Mor komme?” “Far væk?”
- Kontrolrutiner – vil flere gange tjekke, om du har nøgler, taske og jakke på, og holder øje med, at du ikke “sniger dig ud”.
- Ængsteligt kropssprog – skiftende mellem at klamre sig fast og stå med store, undersøgende øjne, mens barnet gestikulerer “fald” eller “av”.
- Søger forsikringer – rækker armene op for at blive taget op, hviler hovedet på din skulder og kigger dig i øjnene for at høre: “Kommer tilbage?”
- ”Redningsleg” – i rollelege lader barnet ofte en dukke falde ned eller gemme sig, hvorefter en forældrefigur kommer og “redder”.
Hvorfor sker det?
I denne alder er årsag-virkning-forståelsen stadig under udvikling. Barnet ved, at du kan forsvinde, men forstår ikke hvordan og hvor længe. Samtidig kan dramatiske sanseindtryk – sirener på vejen, høje lyde i radioen eller en uheldsscene i tv – fodre fantasien om farer, som barnet ikke kan sætte ord på.
Sådan kan du møde bekymringen
| Barnets adfærd | Hjælpende respons |
|---|---|
| Siger “Mor væk?” konstant | Giv en enkel, gentagelig sætning: “Mor går på arbejde og henter dig efter frugt.” |
| Klamrer sig ved tegn på afgang | Indfør et lille “farvel-ritual” (kys, vink i vinduet, specialhåndtryk). |
| Bliver urolig ved lyde udefra | Navngiv lyden: “Det er bare skraldebilen. Den kører videre om lidt.” |
| Vil have visuel kontakt hele tiden | Brug billeder: vis et foto af institutionen og familien, peg “her er du, her er mor, vi ses igen”. |
Husk, at gentagelse og forudsigelighed er nøglen. Når barnet oplever, at dine ord stemmer overens med virkeligheden – du kommer faktisk, når du har sagt det – vil den overdrevne bekymring gradvist blive mindre. Skulle den alligevel fortsætte i uformindsket styrke gennem flere uger, kan det være relevant at tale med pædagogerne eller en sundhedsplejerske om ekstra støtte.
Social tilbagetrækning og modstand mod nye voksne
Et barn med separationsangst kan reagere socialt snarere end med gråd. I stedet for at klamre sig fysisk, lukker det sig inde eller skubber alle nye voksne væk – som en usynlig mur af “nej”. Det kan se ud som generthed, men når angsten ligger bag, er reaktionen mere intens og langvarig.
Tegn du kan lægge mærke til:
- Afviser pædagoger: vender hovedet væk, holder armene stift langs kroppen eller siger “nej” til al kontakt, især lige efter aflevering.
- ”Fryser” i nye rammer: bliver helt stille, leger ikke og undgår øjenkontakt, selvom barnet normalt er nysgerrigt derhjemme.
- Kræver forælder som sikkerhedsbase: deltager kun i aktiviteter, når du sidder på gulvet ved siden af eller holder i hånd. Slip lukker festen.
- Udadreagerende mod fremmede: kan bide, skubbe eller skælde pædagoger ud for at få dem væk, når de prøver at trøste.
- Bliver “usynlig” i større grupper: stiller sig bag gardiner, under bordet eller klatrer op på dig ved hentning, fordi mange nye ansigter virker skræmmende.
Hvorfor reagerer barnet sådan?
Når tilknytningssystemet er på overarbejde, vurderer barnet alle nye voksne som potentielt farlige. Småbørn har ikke sproget til at forklare uroen, så de handler den ud: ved at trække sig, klamre eller afvise. Det er en biologisk strategi for at holde sig tæt på den primære omsorgsperson – den person, der garanterer overlevelse.
Hjælp barnet til gradvis tryghed
| Gør | Undgå |
|---|---|
|
|
Vær tålmodig: Selv små fremskridt – et nik til pædagogen eller et minut i leg på afstand – er tegn på, at barnet langsomt tør stole på, at du kommer igen.