Er du løbet tør for spændende og lærerige aktiviteter, du kan lave sammen med dit barn? I så fald er du landet det helt rette sted! I denne artikel kommer vi ind på 12 fede aktiviteter for børn, der er nemme at gå til som forælder. Der er både lærerige aktiviteter, der støtter børnenes udvikling samt hyggelige aktiviteter, der bare fokuserer på hygge mellem dig og barnet.
Mangler du yderligere inspiration til aktiviteter for børn, når du har læst denne artikel, kan du roligt se på flere danske blogs, hvor du både kan finde børnevenlige opskrifter og meget mere.
Aktiviteterne i denne artikel kan deles ind i forskellige kategorier, der omfatter natur, madlavning og kreativitet.
Kreative aktiviteter for børn
Når børn laver kreative projekter, udvikler de nye færdigheder, de styrker finmotorikken og udtrykker sig gennem et æstetisk produkt. Her kommer en række eksempler på spændende kreative projekter:
Rullinger
Rullinger kræver ikke ret meget at lave. Du tager en tom toiletrulle, som barnet maler en basisfarve. Når den er tør, kan barnet dekorere rullingen. Det kan eksempelvis være med fjer, øjne og hvad du ellers har tilgængeligt. Disse kan med fordel inspireres af årstiden og højtidens farver. Det kan eksempelvis være, at den bliver designet med snefnug, får en nissehue på, bliver til en påskekylling osv. Kun fantasien sætter grænser.
Masker
Hjemmelavet masker kræver kun et stykke papir og nogle farver. Klip en maske ud i den ønskede facon og lav huller til øjnene. Lad barnet dekorere – eller I kan dekorere hver sin og sidde og hygge med det sammen.
Blomst af malede grankogler
Denne aktivitet forudsætter, at I har været en tur i skoven for at samle grankogler. Mal grankoglerne og lim dem fast på et lærred eller et stykke tykt karton. Få dem til at ligne en stor blomst, eller lav et flot mønster.
Træ med blade af fingeraftryk
Klip en stamme ud i brun karton og lim den på et større stykke hvid karton. Alternativt kan man tape flere stykker karton sammen. Brug fingermaling til at dyppe barnets hænder i og lav håndaftryk som blade. Her er det oplagt at lære barnet om årstidens farver, hvor bladene har orange nuancer i efteråret, lysegrønne og knopper i foråret samt mørkegrønne nuancer som sommeren.
Hjemmelavet vase eller lysestage af syltetøjsglas
Til dette formål skal du bruge stenmaling, hvis resultatet skal være holdbart. Det er dog også muligt at bruge almindeligt akrylmaling. Skal I lave en fyrfadsstage, tager I et gammelt syltetøjsglas og rengør. Mal glasset i de ønskede farver. Barnet kan også klistre forskellige kreative elementer udenpå glasset, ligesom det ser rigtig flot ud, hvis man folder bånd rundt om toppen af syltetøjsglasset. Det samme kan gøres med en rengjort flaske, hvis barnet gerne vil lave en flot vase.
Krans designet efter årstiden
En krans giver noget helt særligt til hjemmet – og vad er bedre, end hvis det er barnet, der har lavet den? Tag noget hø eller halm og form som en cirkel. Brug noget tyndt snor til at sno rundt om, så kransen holder sin form. Nu kan barnet tager elementer fra årstiden til at danne basen af kransen. Er det jul, vil det være oplagt at bruge gran. I efteråret er det oplagt at bruge blade i de flotte, varme nuancer. Når basen er lavet, kan barnet pynte kransen med lige hvad fantasien lyster.
Pyntegræskar lavet af stof
Denne aktivitet kræver stof, pudefyld/vat og snor. Tag firkantet stykke stof og læg pudefyld i midten af det. Saml det som en sæk, hvor toppen bindes sammen med en snor. Brug denne top som startpunkt for striberne i græskarret. Før et stykke snor hele vejen rundt om græskarret, til det ender ved toppen igen. Gentag flere gange, indtil græskarret har de antal striber, I ønsker. Til sidst kan der laves ansigt, hvis det ønskes. Det kan eksempelvis gøres med gurgly-øjne, et stykke filt som trekantet øjne og næse eller så simpelt som med en tusch.
Snemænd lavet af sokker
Har barnet et par hvide sokker, der er ved at have udtjent sin pligt? Giv dem fornyet liv som et par søde snemænd! Fyld sokkerne med vat eller ris og bind dem sammen for oven. Sæt en hvid snor, der adskiller hoved og kop. Denne kan skjules med et lille stykke stof, der forestiller et halstørklæde. Man kan enten vende samlingen nedad, eller lave en hat i eksempelvis filt eller karton, der skjuler samlingen på toppen. Lav en gulerodsnæse af filt, karton eller et stykke af en tændstik, der males orange. Lav prikker med en tusch som øjne.
Naturaktiviteter for børn
Børn elsker at komme på eventyr i naturen – og så er det sundt at bevæge sig. Følg barnet og se, hvad barnet bliver optaget af i naturen. Du kan lære barnet om den vilde natur og barnet kan finde materialer til kreative projekter.
Naturbingo
Hjemmefra laver du et ark, hvor du har sat billeder af ting fra naturen ind. Det kan være planter, insekter eller hvad du finder på. Tag arket og en blyant med ud i skoven, hvor i ser, om I kan krydse tingene af. På denne måde lærer barnet om naturen, kommer ud og bevæger sig og tilbringer kvalitetstid sammen med dig.
Samle ting fra naturen og lime på karton
Tag på en skovtur og find spændende ting i naturen. Det kan være blade, sten, grankogler, blomster osv. Lad barnet lime det på et karton, når I kommer hjem, så barnet har lavet sit eget, kreative bevis på turen. I kan også vælge at tørre tingene i pres, hvis det skal kunne holde i længere tid.
Madlavning med børn
Børn kan være med i langt de fleste processer i køkkenet. Vil du gerne fokusere på en simpel opskrift, kan du lade barnet være med til at bage en bradepandekage eller lave hindbærsnitter. En af de dele af bagningen, som børn synes er fedest, er dekoreringen af den færdige ret eller kage. Lad barnet slå sig løs med glasur, krymmel og hvad du ellers har i køkkenskabet.
Er barnet lidt større, kan I kaste jer ud i pandekager med forskellige farver. Her kan barnet lave ansigter og sjove mønstre i pandekagerne. Dette gøres nemt ved at tegne mund, øjne og næse med den første farve, for derefter at hælde en anden farve i panden. Når pandekagen er færdig, vil den have et smilende ansigt.
Vi håber, at du gennem denne artikel har fundet brugbar inspiration til kreative projekter med børnene. Både kreativitet til højtiderne, men også kreative projekter til enhver weekend. God fornøjelse!